En kærlig hilsen til alle Husmandsstedets medlemmer og brugere. Vi håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Her i huset er der meget stille. Vi venter, og vi håber, at vi meget snart kan ses med jer alle igen.
Vi kan se tilbage på et år, hvor vi i den grad har savnet mange af vores forskellige aktiviteter, ikke mindst vores fællesspisninger. Uh det bliver godt at kunne nyde et godt måltid mad sammen igen.
De små grupper i huset, som har kunnet holde sig inden for forsamlingsforbuddets rammer, er heldigvis trofast mødt op. Strikkeklub, Åben Datastue, Kunstgruppen, Livestreamede foredrag, stolegymnastik, qigong og yoga har periodevis kunnet mødes og skabe liv i huset.
Vi har også det meste af tiden haft åbent i vores fritidsklub. Det har været et super godt år med stor opbakning og mange skønne børn. Selvom vi har skullet indføre nye vaner, så har vi nydt hver eneste dag sammen med jer.
Som hos så mange andre, har 2020 sat spor i økonomien. Flere af vores indtægtsgivende aktiviteter har været sat ud af spil. Vi håber og tror på, at det vender tilbage i det nye år.
Normalt får I den lille grønne folder ind af døren her i januar, men da vi ikke rigtig kan planlægge vores forårs program, må I vente lidt på den. I folderen plejer der bl.a. at stå, hvordan I fornyr jeres kontingent. Det vil glæde os rigtig meget, hvis I stadig vil støtte op om vores fælles hus, og betale kontingent for 2021. Nogle af jer har allerede gjort det – TUSIND TAK.
Det koster stadig 250 kr. om året for en hel husstand. 125 kr. for enlige pensionister. Der kan indbetales på konto 0828 3553159
Husk at skrive jeres adresse på betalingen.
Vi ønsker jer alt godt i 2021.
Seneste kommentarer